Sæsonerne

Å

rets sæsoner på Munkhus starter med forår: frø, som har snyde-spiret indedørs skal prikles ud i små potter inden de er klar til skærehaven. Overalt i skoven og haven vælter det frem med anemoner og violer og det klør i fingrene for at arrangere dem i smukke krukker, vaser og potter. Intet som disse to forårsbebudere varsler den gode tid, som kommer.

Skærehaven er et slid, for den startes hvert eneste år helt op fra bunden. Jorden skal fræses mange gange og på underligste vis kommer der hver gang flere sten og rødder frem. Spirer med kimblade og de gamle Georgineknolde skal sættes ud, og hvert år sættes noget nyt og spændende: bliver det mon til noget? Lugningen indtil blomsterne har en vis højde og drøjde går ud over ryggen, men i sommeren når skærehaven står i fuldt flor og man kan høste til den ene buket efter den anden – ja , så glemmer man sliddet og blomsterbindingen bliver en leg, når der er så meget at tage af.

Sensommeren og de gyldne farver varsler den kolde tid, men på Munkhus kan der stadig laves utroligt smukke buketter – især hvis skærehaven har haft sorter, der kommer igen og igen – og længe.

Julen starter allerede om sommeren, hvor der skal høstes kogler og andre ting fra skoven og haven. Julestuen i november på Munkhus er forskellig fra år til år og den omkringliggende natur er til stadighed den store inspirationskilde. I den tidligere stald breder duften af gran sig og et travlt år lakker mod enden.