(Ser du denne tekst uden billeder, klik HER)

Grøn er godt for øjet og farven grøn er mange, mange, mange nuancer! Og så skal man gange nuancerne med struktur og form i anden ! Vi valgte faktisk ret hurtigt, at lave en stedsegrøn have, fordi husets nyklassisistiske stramme stil og selve byhavens ikke så store rum, indbød til det - sådan med et kosmopolitisk dash af hollandske haver tilsat lidt English Evergreen ! Og ikke at forglemme, er det jo vidunderligt, at 90 % af havens vækster er grønne hele året rundt - så slipper man for det der mega-kedelige brune look med frit udsyn til naboen, når først vinteren er arriveret - der er man jo trist nok i forvejen - ihverfald, når julen er slut.

Noget af det mest ærgerlige ved de fleste af de stedsegrønne vækster er, at de gror kanon langsomt - man skal virkelig have tålmodighed, hvis man ønsker det stedsegrønne højt eller omfangsrigt. Eller begge dele. Så kan man vælge, at købe noget af det stort - det gjorde vi: de to thujaer (Thuja occidentalis) i forhaven på hver sin side af karnappen blev indkøbt næsten 4 meter høje. Der stod faktisk to lige så høje i forvejen, men de var plantet alt for tæt ind mod huset og havde stammeform som stødtænder, så de måtte fældes (øv). Fordelen ved at købe så store vækster er desuden, at de fleste planteskoler udsteder en garanti, således at man får nye træer, hvis de går ud eller bliver syge. Men det er dyrt...meget dyrt.

Buksbom (Buxbom sempervierens), takst (Taxus baccata), og diverse nåletræer er frygtelig langsomme til at gro, mens vedbend (Hedera helix) hører til de Speedy Gonzales: der er rigtig meget krudt i den, hvis man køber gode planter og ikke er for karry med antallet pr. kvm. og desuden vander og gøder flittigt. Vedbend kan faktisk være lidt for voldsom i væksten, hvis man kommer til at sætte en forkert sort et forkert sted. Dét har vi prøvet: i forhaven lavede vi store bundbede af vedbend, indrammet med store kantsten, istedet for at lave kedelige flader med græs. Græs skal jo også slås, så vi tænkte, at vedbend-bede ville hvile i sig selv...Den beslutning kostede kramper og hold i ryggen HVERT år, for sorten vi plantede var ikke en lav, tæt sort, men en sort, som hvert år skød 1,5 meter lange tangteller af nyskud vandret henover bedene og de skulle cuttes, stående i en 90 graders vinkel-stilling udstyret med saks og kurv. Og kanterne skulle hele tiden klippes tilbage, så man kunne se de smukke kantsten. Ikke med hækkesaks - nej - for så klippede man jo nogle af bladene midt over, så de blev brune i kanten og hvor smukt er lige et halvt blad ? Nej, det var stængel, for stængel, for stængel - enkeltvis, så det blev buflede, lækre bed-pude-kanter, som aldrig så nyklippede ud. Smukt blev det og det kunne man så bagefter nyde med kramper i benene og hold i ryggen !

En anden godt stedsegrøn vækst med krudt i vokseværket er lauerbærkirsebær (Prunus laurocerasus). Den fås i mange varianter, men sorten ' Prufun ' er dyb, dyb grøn med spejlblanke, helrandede blade og køber man gode buske og passer dem flittigt, betaler de tilbage med en ubeskrivelig hurtig, tæt vækst. De kaster gul-orange blade af sig på et tidspunkt en gang om året og der må man være gesvindt med afnipningen, for det ser rædselsfuldt ud. De får også lange hvide blomsterstænger og det er ganske smukt. Men de skal altså også af i en vis fart, så snart de visner.

Det altid synlige stedsegrønne grundelement supplerede vi med mange, mange stauder - både udplantet i bedene og i krukker: fx. almindelig hasselurt (Asarum europaeum), almindelig strudsvinge (Matteuccia struthiopteris), 4-5 forskellige hosta (Hosta 'Honeybells', 'Blue Cadet', 'Blue Angel', 'Halcyon'), lammeøre (Stachys byzantina), kinesisk sankt hansurt (Sedum spectabile) og - lets face it - lidt enkelte farveprikker i fortrinsvis hvid, som fremkom af vores kæmpe-kærlighed for anemoner: hvid anemone (Anemone nemrosa), sommeranemone (Anemone sylvestris) og høstanemone (Anemone hupehenis). Desuden lidt sart blåt, primært fra blåkryb (Pratia angulata), blåsvingel (Festuca glauca 'Elijah Blue') og blå blyrod (Plumbago auriculata).

Og til sidst må vi absolut ikke glemme Grå evighedsblomst (Helichrysum petiolare). Det er en vidunderlig plante, som man køber nye af hvert år, sætter i ligesåmange potter og krukker man orker og så bare frydes over dens grokraft, vilde lange strit-stængler med grå-sølv-agtige blade og vidunderlige lille hvide blomsterstand. Evighedsblomsten står ikke evigt, men meget længe ind i efteråret og er så skøn at skue ! Se billeder af den under KRUKKER og køb dén !