(Ser du denne tekst uden billeder, klik HER)

Overgartneren savnede store vidder - det var en af årsagerne til, at vi byttede byhaven ud med skovhaven. Men man kan da godt få munden for fuld. Især når skovhaven er blevet fuldstændig negligeret, siden den sidste have-pertentlige skovfoged boede på Munkhus for mange år siden. I mellemtiden har ejendommen de sidste mange, mange år har været lejet ud til mennesker, som åbenlyst ikke har interesseret sig en døjt for haven.

Uh, der er meget at gå i krig med....men det er jo glæden ved det hele. Siger Overgartneren.

Der er VIRKELIG stor forskel på en byhave og en skovhave. Ikke kun størrelsen og dermed omfanget af vedligeholdelsen, men også lydene og duften. Og ikke at forglemme dyrelivet. Det er fuldstændigt vildt overrumplende så mange forskellige udgaver af flyvende, krybende, gående, løbende, svømmende, svævende, svirrende, summende og syngende væsener, der findes i lille Danmark - det er en kaskade af undren, man kastes ud i. Til gys og fryd !

Når man bosætter sig i skovkanten på en stor grund, må man altså sluge nogle angst-kameler: hvis man er lidt utryg ved edderkopper og bange for insekt-stik (hvad Assistenten var) må man blive i sin 3-værelses. Og hvis man ikke kan holde ud, at der - trods insektnet og strenge "åbne/lukke vindue- og dørregler" - en gang imellem kommer fræsende et eller andet insekt-gespenst tværs igennem stuen med en lyd, som en Boeing 737, så duer det altså ikke, at bo i en skovkant. Vi oplevede i vores første sommer i skovhaven fænomenet Guldklæg (Chrysops relictus Meigen). Føj for den lede en Svennemand ! En guldklæg jagter kun store dyr (fx. heste, køer og mennesker). Hannen er fredelig, men fruen vil have blod - blod til sine djævlebørn. Har hun først fået færten af dig, giver hun ikke op. Man kan bakse med arme og ben, råbe og skrige som en idiot, løbe rundt i haven, svingende med tøjstykker - lige lidt hjælper det. Hun kommer igen og igen og igen og igen. Gå indendøre og vent til hun har kastet sin kærlighed på en ko. Har hun først fræset en lille trekant hud af dig med sine kæber, indspøjtet sit enzym og suget af dit blod, har du fornøjelsen af en voldsomt øm og kløende byld i 3 uger.

Første sommer i skovhaven måtte vi også dele udhænget både i nord- og sydgavlen med Skovgedehamsen (Vespa crabro Linnaeus), indtil en frygtløs mand, udstyret med bidragt og en magnum Staldchock-spray med turboventil, skaffede os af med dem. Gedehamserne gjorde os nu ikke noget, men de besøgende sommergæster, som led af allergi mod gedehamsestik, turde af gode grunde ikke forlade deres køretøj og det er jo en trist måde, at have gæster på, så væk med hamserne og ind med gæsterne.

Men, men, men - der er jo også alle de rare og yndige dyr: harene, fasanerne, råvildtet, ænderne og tudserne. Vi kniber os selv i armen hver gang det sky råvildt med deres kid tør nærme sig dyrehegnet mod skoven og står og kigger ind i vores have. Og vores fasankok Gilbert vandrer knejsende omkring i haven, tror det er hans og holder et skarpt øje med det hele. Gilbert mistede fruen under efterårets jagt og han har ikke fundet en ny endnu. Men hun skal være velkommen, den dag han finder hende. Imellemtiden trøster vi ham med dagligt foder.

Ikke at forglemme alle de 1000-vis af forskellige fugle, som er i skovhaven og som vi har opgivet, at holde rede på. Der er SÅ mange og fuglesangen ved solopgang og solnedgang virker som 2 stesolider og en sjus på een gang. Nattens flyvende væsner kan man lytte til, hvis Morpheus lader vente på sig: uglerne hooter og flagermusene tjik-tjikker - man er aldrig helt alene på de 6000 kvm. !

Skovhaven var udstyret med et stort, dybt støbt havebassin, da vi kom hertil. Det var dog ikke blevet passet i årevis og det var et af de hårdeste projekter til dato, at få det tømt, renset og fyldt med vand igen. Ikke mindst fordi der var (og er) nogle sorte fisk i, som jo gerne skulle overleve. Det lykkedes - de fik mere svømmeplads og de fik frisk vand - garneret med nogle hundrede liter af det gamle (for biobalancens skyld) - ialt 8000 liter. Så kom svoger med 5 guldfisk - 2 af dem døde desværre - men nu er der 10 sorte (der mangler 2 fra sidste år !!) og 3 orange fisk. Fatter man, at de vinteren igennem kan leve under is og uden mad ? På billedet til venstre er de lige kommet op til solen i overfladen efter dvalen i bunden. Man kan også skimte, at åkanderne er på vej. Dejligt.

På luftfotoet af ejendommen, får man en fornemmelse af, hvor tæt vi bor på skoven omkring. Det er et gammelt billede fra Google Earth: de små grønne ponpon'er i bunden af billedet, er faktisk 2-3 meter høje grantræer nu.